»<MMPB 9/2> Men det er ikke på Garizim, de ord blev udtalt, der er kommet som en velsignelse til en syndig, brødebetynget verden. Israel nåede ikke op til det høje ideal, som det blev stillet over for. En anden end Josua måtte føre Guds folk ind til troens sande hvile. Saligprisningernes bjerg er ikke længere Garizim, men det ukendte bjerg ved Genezareths sø, hvor Jesus talte velsignelsens ord til sine disciple og til folkeskaren.

»<MMPB 9/3> Lad os, idet vi tænker os tilbage til denne scene og sammen med disciplene sidder på bjergskråningen, søge at sætte os ind i de tanker og stemninger, der fyldte deres hjerter. Ud fra en forståelse af den betydning, Jesu ord havde for tilhørerne, vil vi i dem kunne se nyt liv og ny skøn hed og selv tilegne os den dybere lærdom, som de indeholder for os.

»<MMPB 9/4> På den tid, da Frelseren begyndte sin mission, var de almindelige forestillinger om Messias og hans gerning af en sådan art, at de gjorde befolkningen ganske uskikket til at tage imod ham. Den sande gudsfrygtens ånd var gået tabt i vedtægter og ceremonier, og profetierne blev tolket efter stolte, verdenskære hjerters krav. Jøderne forventede den tilkommende, ikke som en frelser fra synd, men som en stor fyrste, der skulle bringe alle folkeslag til underkastelse under løven af Judas stamme. Forgæves havde Johannes Døber i de gamle profeters kraft kaldet dem til omvendelse. Forgæves havde han derude ved Jordan henvist til Jesus som det Guds lam, der bærer verdens syd. Han søgte at henlede deres tanker til Esajas profeti om den lidende frelser; men de ville ikke høre.

»<MMPB 10/1> Dersom lærerne og de ledende i Israel havde ladet sig påvirke af Jesu forvandlende nåde, ville han have gjort dem til sine sendebud iblandt menneskene. Det var i Judæa, rigets komme først blev forkyndt, og der havde kaldet til omvendelse lydt. Ved at uddrive dem, der vanhelligede templet i Jerusalem, havde Jesus givet til kende, at han var Messias den, som skulle rense sjælen fra syndens besmittelse og gøre sit folk til et helligt tempel for Herren. Men de jødiske ledere ville ikke nedlade sig til at tage imod den uanselige lærer fra Nazareth. Da han anden gang besøgte Jerusalem, blev han stillet for rådet, og det var alene frygt for folket, der afholdt disse høje herrer fra at forsøge at tage hans liv. Da var det, han forlod Judæa og tiltrådte sin virksomhed i Galilæa.

»<MMPB 10/2> Hans arbejde på dette sted havde varet i nogle måneder, inden han holdt sin bjergprædiken. Det budskab, han havde forkyndt ude omkring i landet om, at "Himmeriget er kommet nær" (Matt 4,17), havde vakt opmærksomhed i alle samfundslag og i endnu højere grad opflammet deres ær gerrige forhåbninger. Den nye lærers ry havde spredt sig uden for Palæstinas grænser, og til trods for det standpunkt, præstere indtog, var det en almindelig udbredt mening, at dette måske kunne være den befrier, man havde håbet på. Store skarer fulgte Jesus, hvor han færdedes, og begejstringen iblandt folket var stor.

»<MMPB 11/1> Tiden var kommet, da disciplene, der havde stået Jesus nærmest, skulle knyttes mere umiddelbart til hans gerning, for at disse store folkeskarer ikke skulle blive forsømt, ligesom får uden en hyrde. Nogle af disse disciple havde forenet sig med ham ved begyndelsen af hans virksomhed, og næsten alle de tolv havde været sammen som medlemmer af Jesu familie. Men vildledt af rabbineres lære hyldede også de den almindelige forventning om et jordisk rige. De kunne ikke for stå Jesu handlinger De havde allerede følt sig forvirrede og besværede over, at han ikke gjorde nogen anstrengelse for at styrke sin sag ved at sikre sig præsternes og rabbinernes støtte, og over, at han intet foretog sig for at befæste sin myndighed som en jordisk konge. En stor gerning måtte endnu udføres for disse disciple, inden de var skikkede til den hellige opgave, der ville tilfalde dem, når Jesus op for til Himmelen. Men de havde ladet sig påvirke af Kristi kærlighed, og skønt det tog lang tid for dem at komme til at tro, så Jesus, at de var mænd, som han kunne uddanne og oplære til sin store gerning. Og da de nu havde været sammen med ham længe nok til i nogen grad at befæste deres tro på det guddommelige i hans mission, og da folket tillige havde haft uomtvistelige vidnesbyrd om hans magt, lå vejen åben for en frimodig erklæring angående hans riges grundsætninger, der ville hjælpe dem til at forstå dets sande natur.

»<MMPB 12/1> På et bjerg i nærheden af Genezareths sø havde Jesus tilbragt hele natten alene i bøn for disse udvalgte mænd. Ved daggry kaldte han dem hen til sig, og under bøn og belæring lagde han sine hænder på dem til velsignelse og helligede dem således til Evangeliets gerning. Derpå gik han sammen med dem ned til søbredden, hvor en stor skare allerede begyndte at samles i den tidlige morgenstund.

»<MMPB 12/2> Foruden den sædvanlige flok fra de galilæiske landsbyer var der kommet et stort antal fra Judæa og fra selve Jerusalem, fra Peræa og fra den halvt hedenske befolkning i Dekapolis, fra Judæa, som lå helt syd for Judæa, og fra de fønikiske byer Tyrus og Sidon ved middelhavskysten. "Da de hørte, hvor store gerninger han gjorde," korn de "for at høre ham og blive helbredt for deres sygdomme". Og ... "en kraft gik ud fra ham og helbredte alle". (Mark. 3,8; Luk 17-19).

»<MMPB 12/3> Da den smalle strandbred ikke engang frembød ståplads inden for rækkevidden af hans stemme til alle, der ønskede at høre ham, gik Jesus foran dem tilbage til bjerget. Da de ankom til et jævnt sted, der kunne tjene til en behagelig samlingsplads for den store menneskemængde, satte ham sig ned i græsset, og hans disciple og forsamlingen fulgte hans eksempel.

»<MMPB 12/4> Med en følelse af, at noget ud over det sædvanlige kunne ventes, havde disciplene trængt sig hen til deres mester. Tildragelserne i den tidlige morgenstund havde frembragt en forvisning hos dem om, at der nu ville udgå en eller anden kundgørelse angående det rige, som de nærede det glade håb om, at han smart ville oprette. En stemning af forventning gennemtrængte også forsamlingen, og ivrige ansigtsudtryk afgav vidnesbyrd om den dybe interesse.

»<MMPB 13/1> Medens de sad derpå dem grønne bjergskråning og ventede på den guddommelige lærers ord, var deres hjerter optaget af tanker om fremtidig her lighed. Der var skriftkloge og farisæere til stede, der så fremad til dem dag, da de skulle herske over de forhadte romere og besidde rigdommen og pragten i det store verdensrige. De fattige bønder og fiskere håbede at høre forsikringen om, at deres usle hytter, deres knappe indtægt, dagliglivets slid og frygten for savn skulle ombyttes med rigt udstyrede paladser og magelige dage. I stedet for den grove klædning, som de dækkede sig med om dagen, og deres tæppe om natten håbede de, at Kristus ville give dem deres erobreres pragtfulde og kostbare dragter. Alles hjerter gennemstrømmedes af det stolte håb, at Israel snart skulle hædres i nationernes påsyn som Herrens udvalgte folk, og at Jerusalem skulle ophøjes til hovedstad i et verdensrige.